Vedtægter

VEDTÆGTER

FOR

   VUBUF

 

- FORENINGEN FOR UDVIKLINGSHÆMMEDE/-FORSTYRREDE BØRN OG UNGE OG DERES FAMILIER

Navn

Foreningens navn er VUBUF -  Foreningen for udviklingshæmmede/-forstyrrede Børn og Unge og deres Familier" .

Foreningens hjemsted er Københavns kommune, hvortil foreningens virke primært er rettet. Efter generalforsamlingens beslutning kan virkeområdet udstrækkes til tilgrænsede kommuner.

Foreningen er stiftet på en stiftende generalforsamling den 21. februar 1995.

Formål

Foreningens formål er at etablere og drive et værested for udviklingshæmmede/-forstyrrede børn og unge, dvs. Mellem 0 og 18 år.

Medlemmer

Som medlemmer af foreningen kan optages udviklingshæmmede/-forstyrrede børn og unge og deres familier fortrinsvis fra Københavns kommune.

Medlemmerne, det vil sige barnet, betaler til foreningen et kontingent, der fastsættes af generalforsamlingen på dens ordinære møde.

Kontingentet opkræves for 1/2 år med forfald den 1. marts og 1. september.

Udmeldelse sker ved skriftligt henvendelse eller udebleven kontigent

Personer, foreninger og velgørende institutioner som måtte ønske at indgå i foreningen som støttemedlem, kan gøre dette ved at betale et kontingent, der fastsættes af generalforsamlingen på dens ordinære møde. Dette opkræves ligeledes for 1/2 år med forfald den 1. marts og 1. september.

Generalforsamling

Der afholdes en årlig generalforsamling i foreningen med følgende dagsorden:

Valg af dirigent.

Bestyrelsens beretning for det forløbne år.

Forelæggelse af foreningens regnskab til godkendelse.

Forelæggelse af plan for foreningens aktiviteter til debat, herunder diskussion af indkomne forslag.

Valg:

I ulige år vælges foreningens formand.

Hvert år valg af 2 bestyrelsesmedlemmer.

Hvert år valg af 2 suppleanter.

Hvert år valg af revisorer.

Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år. Suppleanter og revisor vælges hvert år.

Fastsættelse af kontingent.

Eventuelt.

Generalforsamlingen afholdes hvert år i 1. kvartal ved indkaldelse 8 uger inden afholdelsen.

Foreningens regnskab, bestyrelsens beretning, plan for foreningens aktiviteter, indkomne forslag og forslag til kontingentets størrelse fremlægges ved foreningens generalforsamling.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 5 uger før generalforsamlingen.

Dirigenten afgør alle spørgsmål om mødets ledelse og de på dette foretagne afstemninger. Dirigenten afgør herunder, hvorledes stemmeafgivningen skal finde sted, idet der dog altid skal ske skriftlig afstemning, hvis blot 5 medlemmer på generalforsamlingen fremsætter ønske herom. Der kan ikke afgives stemme ved fuldmagt. Stemmeberettigede er kun medlemmer, der kan dokumentere, at medlemskontingent er indbetalt, idet der er 1 stemme pr. Medlemsskab. Støttemedlemmer har ikke stemmeret.

Beslutningen om ekstraordinær generalforsamling træffes af bestyrelsen eller ved krav fra 25% af medlemmerne. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske senest en uge efter anmodning, den ekstraordinær generalforsamlingen holdes senest 4 uger derefter.

Vedtægtsændringer vedtages ved 2/3 stemmeflertal af de fremmødte. Almindelige beslutninger vedtages ved stemmflertal af de fremmødte.

Bestyrelsen

Foreningen ledes af en bestyrelse på 7 personer, heraf 5 valgt på generalforsamlingen, 1 udpeget af LEV Københavns Kommunekreds og 1 udpeget af Københavns Kommune PSU-sektion. Bestyrelsen er ansvarlig for værestedets drift.

Formanden og kassereren tegner foreningen i fællesskab.

Formanden vælges af generalforsamlingen. Bestyrelsen konstituerer sig på første møde med næstformand, kasserer og sekretær.

Afgår foreningens formand i valgperioden, indtræder næstformanden som formand. Afgår både formand og næstformand i valgperioden indkalder bestyrelsen til ekstraordinær generalforsamling med valg som eneste punkt på dagsordenen.

Bestyrelsen afholder mindst 4 årlige møder.

I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

Foreningens medlemmer hæfter ikke personligt for foreningens forpligtelser, for hvilke alene den foreningen tilhørende kapital hæfter.

Referat af møder

Det påhviler bestyrelsens sekretær at optage referat af foreningens generalforsamling og bestyrelsesmøder. Samtlige referater underskrives af foreningens formand og indsættes i bestyrelsens referatmappe.

Regnskab

Foreningens regnskabsår er 1. januar - 31. december.

Foreningens opløsning

Beslutning om foreningens opløsning kan kun ske efter forudgående ophør af værestedets drift. Beslutning om dette træffes af foreningens bestyrelse. Beslutning om foreningens opløsning, der også indeholder konfirmation af bestyrelsens beslutning om ophør af værestedets drift, kan kun træffes, såfremt den er anført som særskilt punkt på generalforsamlingens dagsorden, og når 3/4 af samtlige tilstedeværende stemmeberettigede på to på hinanden følgende generalforsamlinger stemmer herfor.

Ved opløsning af foreningen tilfalder dens midler Landsforeningen LEV, Københavns kommunekreds.

Ikrafttræden

Nærværende vedtægter, af den 21. februar 1995 er godkendt på foreningens stiftende generalforsamling, ændret ved generalforsamlingen den 25. februar 1997, og træder i kraft umiddelbart.